Om IT Camp

IT-Camp på Aalborg Universitet

IT-camp for piger er for dig, der går i 1., 2. eller 3.G på STX, HHX, HTX, HF eller har færdiggjort din ungdomsuddannelse inden for et par år. IT-camp er din mulighed for at teste, om en IT-uddannelse på universitetet er noget for dig.

Du behøver ikke kunne programmere eller have kendskab til IT. Det eneste, du skal, er at være nysgerrig omkring IT og de muligheder, IT åbner. Det overordnede tema for IT-camp 2018 er ”Bæredygtighed & Brugervenlighed”.

Bæredygtighed & Brugervenlighed

Inden for dette emne finder vi i fællesskab ud af hvilke problemstillinger, vi skal gå i dybden med. Det kan være alt fra at designe en hjemmeside, der informerer om hvilke fødevarer, der gemmer sig hjemme i dit køleskab og hvilke madretter, der er muligt at lave med dem for at undgå madspild, til hvordan vi kommer af med vores aflagte tøj og elektronik eller hvordan vi kan udvikle en applikation, der finder frem til hvor meget strøm, der bruges i huset og finde en løsning til, hvordan energiforbruget kan sænkes.

På IT-campen får du fingrene i IT-løsninger, teori og viden. Det bliver sammen med en række piger på din egen alder, der ligesom dig er interesseret i IT og de muligheder, det giver os. Et hold af vores studerende står klar til at hjælpe dig og svare på alle dine spørgsmål. Du får set universitetet, kan stille alle de spørgsmål, du vil og møder også repræsentanter fra virksomheder. De virksomheder, der skriger efter kandidater, og i den grad også piger med en IT-uddannelse.

50 TIMER MED IT UNDER NEGLENE

Du får kort sagt 50 timer med fuld fart på. 50 timer, der udvikler dig, og som gør dig klogere på, om en IT-uddannelse er noget for dig. Du bliver klogere og måske også overrasket over de muligheder, en IT-uddannelse giver.

Det er gratis at deltage, og vi betaler hotelovernatning og sørger for mad og sociale aktiviteter i den tid, IT-campen varer.

VEL MØDT!

Line, Sara, Ayan og Louise